Familieferier på Mandø.
Forårsferier: 1. april til 30. maj.
Mandø har med sin enestående natur og beliggenhed i Vadehavet en række spændende tilbud til gæster, som ønsker afslapning og ro i omgivelser, hvor familien har tid til børnene og til hinanden. På Mandø sætter vi familien i centrum, og vi giver familien tilbud om en række aktiviteter, som kan interessere både børn og voksne.
Målgruppe:
Ferierne på Mandø giver hele familien ro og afslapning. Derfor er den primære målgruppe familier med børn op til ca. 12 år.
Der kan vælges mellem forskellige længder af ferie på Mandø.
Den mellemlange ferie: 3 overnatninger.
Ferien begynder i Vester Vedsted, hvor familiens bil parkeres, og turen fortsættes med traktorbus ud over vaden til Mandø.
En mellemlang forårsferie koster:
Kr. 1.365,- pr. voksen ved 2 i dobbeltværelse.
Kr. 1.890,- i enkeltværelse.
Børn 0 – 3 år gratis i forældrenes soveværelse.
Børn 3 – 12 år ½ pris i forældrenes soveværelse – kr. 680,-
I prisen er inkluderet kørsel med traktorbus fra Vester Vedsted til Mandø tur – retur samt:
• 3 overnatninger inkl. morgenmad.
• 3 gange middagsmad på Mandøcentret.
• 3 gange frokost på Mandøcentret.
Bestil din ferie over internettet eller kontakt Mandøcentret på tlf. 75 44 53 54 og bestil ferie hos Ellen Christensen
Mulige aktiviteter for hele familien: Vælg aktivitetsønsker. Mandøcentret hjælper gerne med tilrettelæggelse af ferien.
1. Besøg i stalden hos en landmand.
Her kan opleves små nyfødte lam, og måske bliver der mulighed for at opleve en lammefødsel.
2. Besøg hos gæssene.
Hvert forår besøges Mandø af tusindvis af bramgæs og grågæs, som raster her på deres vej til ynglepladserne på Svalbard. Om foråret kan de fantastiske sværme af gæs opleves på markerne eller som store flokke i luften.
3. Tur med traktorbus til Koresand.
Koresand dukker op af vandet som en kæmpemæssig sandbanke. Giv jer selv en stor naturoplevelse. Kør med traktorbus til Koresand. Traktorvogntoget kører fra Mandø by ud til det store højsande Koresand, der ligger sydvest for Mandø. Her kan gæsterne opleve sælerne, som ved lavvande ligger på sandbankerne. Oftest ses den spættede sæl, men gråsælen, som er næsten dobbelt så stor, yngler igen i Vadehavet. På ture til Koresand er der også mulighed for at finde rav.
Kort tur, varighed ca. 1½ time, pris voksne kr. 75,- børn kr. 50,-.
Lang tur, varighed 2-3 timer, pris voksne kr. 100,- børn kr. 75,-.
4. Besøg på Mandø Museum i ”Mandøhuset”.
Mandøhuset er et skipperhus og står i dag nøjagtigt, som da det blev bygget i 1831 og er for størstedelen indrettet som om skipperfamilien lige er ude et øjeblik.I huset ses bl.a. en bilæggerovn af støbejern. Ovnens sider er udsmykket med bibelske motiver. På nordvæggen finder vi de smukke frisiske fliser med de kendte motiver, men den mørke farvetoning gør dem sjældne. På væggene i stuen ses skipperens redskaber, oktant, kikkert m.m. I den næste stue findes 2 alkover og i køkkenet det uundværlige brændekomfur.
Pris voksne kr. 20,- børn kr. 10,-
5. Besøg på Mandø Mølle.
Mandø mølle er en hollandsk mølle bygget omkring 1835. Karakteristisk for de hollandske møller er, at det er den øverste del af møllen – møllehatten med vinger – der drejes op i vinden. Mandøs mølle malede mel for Mandøboerne fra 1835 til 1937. Møllen er i dag åben for turister, og besøgende kan høre historier om møllen og mølleriet på Mandø.
6. Besøg i Mandø kirke, som kan dateres tilbage til 1639.
Mandø kirke hører til i kategorien små kirker i Danmark. Skibet fra 1639 er et udelt langhus med det tilføjede våbenhus mod vest fra 1728. Våbenhuset har døre både mod nord og syd så det altid er muligt at gå ind i kirken i læsiden. I skibet er det lave rum dækket af et træloft med brædderne lagt på bjælkernes overside. Mandø kirke har 4 kirkeskibe som tegn på øens nære forhold til skibsfarten. Prædikestolen er det fineste inventar i kirken. Den er fra 1828 og stammer fra Ribe hospitals kirkesal.
7. Lej cykler og kør ”Tour de Mandø”.
- en cykeltur Mandø rundt på ca. 10 km, fører gæsterne langs havdiget, hvor udsigten fra forskellige punkter på diget kan nydes. Det drejer sig om:
o Fra stormflodssøjlen:
Snoende sig fra sydøst mod nordvest og markeret ved røde og grønne koste ses sejlrenden.
Koresand, Danmarks største højsand, udstrækkende sig mod syd og vest ses på den anden side af sejlrenden,
Endnu længere ude glimter Vesterhavet.
Mod nordvest skimtes sydkysten af Fanø og Sønderho Mølle.
Mod syd ligger nordspidsen af Rømø.
Når det er mørkt, ses mod sydvest et rødt og et grønt blinkende signal, der markerer indsejlingen til havnen i List. List er beliggende på den nordlige del af øen Sild, og mod nord blinker fyrtårnet ved Blåvandshuk.
o Fra Sønderrampe:
Mod syd ses Rømø – Juvre. Mellem Mandø og Rømø ses Juvredyb. Ca. midt mellem de 2 øer ligger Mandø Flak. Her står endnu grænsepælen fra tiden mellem 1862 til 1920, da Sønderjylland hørte til Tyskland.
Mod sydøst ses dæmningen fra fastlandet til Rømø.
I klart vejr ses længst mod syd den nordlige del af øen Sild.
Om aftenen ses mod syd lyset fra fyrtårnet på den nordspidsen af Sild.
o Ved slusen:
Her ses sluseværket, som leder vandet fra Mandøs enge ud i Vadehavet.
Mod øst ses lige ud for slusen kirken i Vester Vedsted.
Fra dette punkt kan gæsten ved at se mod syd og nord tælle i alt 7 kirker heriblandt Domkirken i Ribe.
o Ved Skællebankerampe:
Når man kigger mod nord ses tydeligt i klart vejr sydspidsen af Fanø med Sønderho og Sønderho Mølle.
Lidt mod nordøst ses Esbjerg og Tjæreborg, og længere mod sydøst ses Ribe med Domkirken og Låningsvejen til Mandø.
Pris cykelleje 4 timer kr. 30,-.
• Det er naturligvis også muligt at cykle kortere ture.
• Følg de afmærkede vandreruter og oplev Mandøs natur.
Mens de voksne slapper af, kan børnene lege i på Mandø Centrets legeplads i fredelige omgivelser.
